Bengtasvej 15, 1., 2900 Hellerup

Stor altan og udsigt over Øresund

Absolut bedste beliggenhed på en af de mest attraktive sundveje i Hellerup. Villalejligheden er beliggende i een af de skønne gamle villaer fra begyndelsen af forrige århundrede. Hovedejendommen er en charmerende villa med tårn, der er opført i1898. Lejligheden her er beliggende på 1. og 2. sal af villaen, ligesom loftet er udnyttet (dog ej godkendt til beboelse og er ikke medtaget i de oplyste kvadratmeter). Her er stor altan og brugsret til eget havestykke. Lejligheden byder på stukkatur, flotte plankegulve og paneler, der var kendetegnende for den tids bygningsmaterialer i herskabsejendommene. Villaen fremstår flot med sit klassiske tegltag, der blev fornyet for ca. 10 år siden. Der er grusbelagt ankomst til flot hoveddør og nydeligt opgangsparti. Der er højt til loftet overalt i lejligheden og de mest fantastiske vinduer med et imponerende lysindfald og udsigt mod Øresund.

Lejligheden indeholder: Entré med garderobeplads, badeværelse med kar, kontor/værelse, opholdsstue med brændeovn, store vinduer mod vandet, samt bred udgang til stor altan, spisekøkken med udgang til altanen mod Øresund. Fra altanen er der trappe ned til det store havestykke, hvorover lejligheden har brugsret. Der er tillige bibliotek/herreværelse. Der er trappe til 2. salen, hvor der er soveværelse, flot badeværelse med brus, endnu et værelse, værelse/opholdsstue med brændeovn, samt endnu et værelse, hvor der er trappe til loftet, hvor der er et dejligt rum med kig til stjernerne. Der er brugsret til flere gode rum i kælderen, ligesom der hører garage til lejligheden. En usædvanlig lejlighed, der sjældent ses udbudt til salg.