H.C. Lumbyes Gade 12, 1., 2100 København Ø

Flot istandsat og indflytningsklar villalejlighed i Komponistkvarteret

INDEHOLDER:
Lejligheden har egen hoveddør, der fører direkte op på lejlighedens 1. sal, der præsenterer sig som lejlighedens opholdsareal med køkken og stuer. Her er der åbent og gennemlyst, hvilket skaber luft og rum og mulighed for, at hele familien kan være samlet, hvad enten det er i køkkenet, spisestuen eller opholdsstuen, man opholder sig. Der er hyggelige kroge og gode muligheder for indretning. Et velintegreret trappeløb fører op til lejlighedens 2. sal, hvor der er en møblerbar repos, flot badeværelse i gode materialer samt et væld af lys i de to værelser. Der er i det ene værelse åbnet op til kip med hems, så der kommer lys i rummet fra flere sider, og som giver en særlig rumfornemmelse. Alt i alt en rigtig fin villalejlighed med en god planløsning.


EJENDOMMEN:
Ejendommen er i dag opdelt i to ideelle anparter, hvor 1. og 2. salen her udbydes til salg. Hele huset er i 2007 blevet gennemgribende istandsat fra inderst til yderst, så det i dag fremstår moderniseret med mange gode løsninger. Fx. er al rørføring til varme og vand istandssat tillige med udskiftning af radiatorer og termovinduer, hvilket medfører et lavt energiforbrug i ejendommen. Lejligheden har af nuværende ejere været holdt vedlige, så lejligheden i dag fremstår indflytningsklar. Der er fin og hyggelig forhave tilhørende lejligheden. Huset er opvarmet med fjernvarme.


KVARTERET:
Komponistkvarteret (også kaldet Strandvejskvarteret og Komponistbyen) består af 393 byggeforeningshuse, der er opført på et areal på cirka 70.000 m², umiddelbart vest for Svanemøllen Station på Ydre Østerbro. Kvarteret blev opført i perioden 1893 til 1903 som trefamilieshuse og er bygget op omkring en central plads. Husene er tegnet af arkitekt Frederik Bøttger for Arbejdernes byggeforening. Kvarteret tager navn efter Strandvejen og størstedelen af vejene i kvarteret er navngivet efter komponister; således er også H.C. Lumbyes Gade opkaldt efter komponisten Hans Christian Lumbye. Her er ikke mere end et par hundrede meter til fods til indkøb og busser på Østerbrogade, samt Svanemølle Station. Du er også nær den nye strandpark ved Svanemøllebugten, Fælledparken, skoler og institutioner - se mere på www.strandvejskvarteret.dk og www.komponistkvarteret.org