Boveskovvej 3, 2800 Kgs. Lyngby

Familievilla på en af Kgs. Lyngbys populære adresser

Området:

Boveskovvej er en lille villavej, som strækker sig fra Hjortekærsvej og ender i Dyrehaven - naturskønt og alligevel centralt beliggende med nem adgang til Lyngby Centrum. Der er tale om et børnevenligt kvarter, hvor børnene let kan cykle rundt mellem de små villaveje. Her er et væld af muligheder for smukke gå- og løbeture i nabolaget ved Fortunen og Dyrehaven. Samtidig finder man Øresund og en badetur i bølgen blå blot en hyggelig sommer-cykeltur fra ejendommen. Der er ligeledes kort afstand til en af Lyngbys mest populære skoler, Trongårdsskolen.


Ejendommen:

Villaen, som er opført i 1965, er optimalt udlagt på den 815 m2 store grund. Som besøgende, mødes man fra Boveskovvej af en lang indkørsel, som ender i en fin carport.

Ejendommen har en for børnefamilier optimal planløsning, som indeholder følgende: Stor og rummelig entré med plads til at hænge overtøjet. Herfra er der adgang til et gæstetoilet i fin størrelse og til såvel køkken som opholdsstue. Opholdsstuen og spisestuen ligger i vinkel, således man har et stort rum med masser af plads til at indrette sig. Fra opholdsstuen er der udgang til en dejlig overdækket terrasse, hvor de hyggelige sommeraftener kan nydes. Nuværende ejer har åbnet et af børneværelserne op mod opholdsstuen og indrettet bibliotek. Såfremt køber ønsker det, kan et tredje børneværelse nemt genetableres. Via fordelingsgang er der adgang til alle husets værelser. Der findes således 2 (eller 3) rigtig gode børneværelser og et stort forældresoveværelse for enden af fordelingsgangen. Ligeledes er der et badeværelse med kar og brus, samt et meget stort bryggers, hvortil der er selvstændig udgang med carporten. Der er en stor og solrig have mod syd og vest.