Hvidegårdsparken 34, 2800 Kongens Lyngby

Stor arkitekttegnet familievilla med fantastisk ugeneret have på børnevenlig vej i Kongens Lyngby

Området:

Hvidegårdsparken er naturskønt beliggende i Lyngby. Her er der små veje, hvor børnene trygt kan løbe rundt mellem husene. Man er beliggende tæt på både Trongårdsskolen og skovbørnehaven, samt naturskønne omgivelser i Ermelunden og Tordalsmose, Dyrehaven og Fortunen. Her får man altså landlige omgivelser, samtidig med at man kun er 10 minutter væk fra København.


Ejendommen:

Denne ejendom er opført i 1964 i gule mursten og tegnet af arkitekt Verner Herrig. Ejendommen er optimalt udlagt på den 947 m2 store grund, således man har en dejlig stor og solrig baghave med flere hyggelige terrasser. Grunden er formet således, at man har en lang indkørsel til ejendommen og ligger tilbagetrukket fra vejen - fuldstændig ugeneret for indkig. Der forefindes en stor dobbelt carport med indbyggede skure.

Ved indgangen til ejendommen mødes man af et hyggeligt overdækket indgangsparti, som fører den besøgende ind i den præsentable trappehall. Fra hallen er der adgang til den fantastiske stue i vinkel, som har gennemgående lys fra meget store vinduespartier og skydedøre ud til en dejlig vestvendt stenterrasse med markise, hvor aftensolen kan nydes. Fra den store stue er der dør til endnu en stue, som også er lys og rummelig. Stuearealet er meget stort og rummer utallige indretningsmuligheder. Køkkenet ligger i forbindelse med spisestuen og det vil være oplagt at se på muligheden for at åbne op her imellem. I stueetagen forefindes der et rigtig fint gæstetoilet med bad og et stort badeværelse samt et meget stort soveværelse (tidligere 2 værelser) med indbygget skabsvæg.

Ad fin trappe føres man til førstesalen, som har en stor fordelingsgang og indeholder intet mindre end 5 værelser og et lille kontor. Værelserne varierer i størrelse og det ene af værelserne kan man velsagtens kalde endnu en stue. Herfra er der flot udsigt mod syd og en fransk altan. Der er tillige et tekøkken og et mindre badeværelse på førstesalen.

Kælderen er lys og har en god loftshøjde og indeholder kælderentré, et rigtig fint hobbyrum, vaskerum, viktualierum, sikkerhedsrum (til opbevaring) og et fyrrum. Der er tale om en rigtig god kælder, som vil være fantastisk for børnefamilien.

En dejlig ejendom, hvor køber får rigtig mange kvadratmeter for pengene. Med sin indretning er ejendommen derfor særdeles anvendelig for 2 generationer eller en stor børnefamilie.