Ingersvej 5, 2920 Charlottenlund

Rummelig familievilla på stille villavej i Charlottenlund

Området:

Ingersvej er en sidevej til Ingeborgvej og anlagt i 1931. Ingersvej og de omkringliggende veje er en del af udstykningen fra Lindegaardens jorder, der dengang var ejet af familien Bruun. Vejen er en ca. 400 meter lang villavej, der ligger i gå-afstand fra Charlottenlund Skov og Bernstorffsparken. Vejen ligger også nær skoler, institutioner og offentlig transport.


Ejendommen:

Villaen her er tegnet af arkitekt Helweg-Møller i 1933 for ingeniør Mourier-Petersen i gule teglsten med røde vingetegl på taget. Ejendommens særpræg er den høje rejsning på tre etager og den oprindeligt L-formede bygningskrop. Ejendommen tilbygges i 1957 ved samme arkitektfirma med en havestue, der åbner huset op imod syd. Ejendommen er placeret godt på grunden, hvor der er en åben velkomst fra vejsiden, hvorimod huset lukkes helt af mod havesiden mod syd. Huset er rummeligt og har en god planløsning. Der er entré med adgang til trappehall/forstue med garderobe og gæstetoilet. Entréen har også dør mod husets store køkkenalrum med askeplanker, dør ud til gård og direkte adgang til charmerende spisestue med hvælvet loft. Fra spisestuen er der dør ud til terrasse og haven. Husets store opholdsstue har parketgulve, indbygningspejs og åbning mod haven og trin ned til den forskudte havestue. Havestuen er et lyshav mod syd og vest med dobbelte døre til de store terrassearealer og haven. Der er en charmerende overdækket terrasse i bunden af haven. Førstesalen har repos til to gode værelser og et stort badeværelse med brus og varme i gulvet. Fra reposen er der trappe til tv-stue (ej godkendt til beboelse), soveværelse og badeværelse med brus og el-varme i gulv. Kælderen er på hele 122 m2 og indeholder en række gode rum; herunder kælderhall med klinker, vaskekælder med skabsvæg, toilet, vinkælder, alrum med bruser og dør ud til gård, samt værksted. Der er desuden stor garage med plads til to biler.