Lille Fredensvej 1B, 2. th., 2920 Charlottenlund

Rummelig lejlighed øverst beliggende på Lille Fredensvej med elevator og meget stor altan

Området:

Blot et stenkast fra Charlottenlunds hovedstrøg på Jægersborg Allé er denne ejerlejlighed beliggende - og endnu kortere fra ejendommen kan de daglige indkøb klares hos Meny. Bevæger man sig lidt længere bort kan busser nås og Charlottenlund Station ligeså, hvilket gør afstanden til Københavns Centrum kort. En gåtur i Charlottenlund Skov eller en dukkert i Øresunds bølger vil også være en nem mulighed som beboer i ejerforeningen Lille Fredensvej 1A - D.


Hovedejendommen:

Eftertragtet og veldrevet ejendom opført i 1977 beliggende centralt i Charlottenlund. Ejendommen er opført i hvide betonelementer på en 3.996 m2 stor grund. Hovedejendommen er godt placeret på grunden, hvilket sikrer pæne forhaver og et stort grønt fællesareal beliggende syd for ejendommen. Der er pæne adgangsforhold via brede glasdøre. Herfra er der indgang til trappeopgang og elevator.


Lejligheden:

Denne lejlighed er øverst beliggende i opgangen, hvilket sikrer en vid udsigt over det grønne område og udsigt mod Charlottenlund Skov. Der er en rigtig god planløsning i lejligheden. Der er entré med garderobeskab - og herfra nærmest trækkes man ind i den store stue som har brede vinduespartier mod syd og skydedør til den store altan, der ligger i hele lejlighedens bredde. Altanen har rigelig plads til blomsterkummer, havemøbler og liggestole; det er et helt uderum for sig selv i sommermånederne - og den grønne udsigt er betagende. Der er elektrisk markise. Lejligheden er egentlig en treværelses lejlighed, men på et tidspunkt har man inddraget et kammer i stuen, hvilket - udover at gøre stuen dejlig rummelig - optimerer lysindfaldet fra de store vinduespartier mod syd. Fra entréen er der adgang til et ganske vist ældre, men pænt spisekøkken med Tectum elementer. I køkkenet er der vindue mod øst med morgensol. Ligeledes er der dør til rummeligt soveværelse mod øst med indbyggede skabe, samt badeværelse med stor bruseniche og plads til maskiner. Til lejligheden hører stort kælderrum.