Nordre Strandvej 273B, 3140 Ålsgårde

Arkitekttegnet familievilla med vid udsigt over Øresund

Området:

Byen Ålsgårde er ca. 35 min. fra København og ligger mellem handelsbyen Helsingør og den mondæne badeby Hornbæk. Ålsgårde ligger op til det fredede naturområde Hornbæk Hegn - og ad Nordre Strandvej følger man den smukke badestrand til den ene side og de store skovområder til den anden side. Den lille Ålsgårde Station har togforbindelse mod Hillerød og Helsingør. Helsingørmotorvejen er netop blevet udbygget de senere år og dette har gjort livet nemmere for pendlere til København. For familier med skolesøgende børn ligger kommuneskolen Hellebækskolen og Skorpeskolen Privatskole i nærheden af ejendommen. Der er i øvrigt talrige børnehaver og SFO'er ved skov og strand i Ålsgårde.


Ejendommen:

Denne spændende arkitekttegnede villa i to plan på i alt 248 m2 er opført i 2003 på en 1.040 m2 pragtgrund beliggende mellem Hornbæk Plantage og Øresund. Villaen er fuld af gennemtænkte løsninger og placeret optimalt for panoramaudsigten over vandet. Fra grunden er der stisystem til skoven, hvor man både kan cykle med mountainbike og løbe lange ture i naturen. Er man til det kolde gys, så er der ikke langt til en dukkert i bølgen blå. Ejendommen ligger velplaceret på grunden, så der er en solrig forhave med græsplæne og smuk beplantning mod vandet. Ejendommen har mur og låge mod Nordre Strandvej. Via ankomsten, der er belagt med granitskærver, finder man vej til den dobbelte garage og det flotte indgangsparti. Der er parkeringsplads til 6 holdende biler.

Villaen er opført med god loftshøjde og førstesalen har loft til kip. Der er valgt gedigne materialer hele vejen igennem byggeriet. Der er således mahognivinduer, pudsede facader og glaserede tegl på taget. Villaen har et smukt indgangsparti til det store stuekøkken-forløb. Der er meget store vinduespartier mod haven og Øresund, hvilket garanterer den absolut optimale udsigt mod vandet. Man har valgt kostbare granitgulve i hele rummet, hvor også den svævende trappe til førstesalen skulpturelt dominerer. Dette store alrum har stueafdeling med brændeovn, spiseafdeling med karnap mod vandet og stort og funktionelt køkken med hvide elementer. I stueetagen finder du værelse mod haven og skoven, elegant brusebadeværelse, samt stort bryggers med mange skabe og udgang til forhaven og garagen. Den flotte trappe fører op til åben reposstue med rigelig plads til kontor og stue. Der er udgang til dejlig altan mod vandet, men også dør til lille bro, der fører over til stor træterrasse beliggende oven på den 50 m2 store garage. Herfra er der også en imponerende udsigt over såvel Øresund som skoven. Fra terrassen er der tillige nedgang til græsplænen og haven. Førstesalen indeholder endvidere to gode børneværelser mod skoven, dejligt stort badeværelse med udsigt og jacuzzi, brus og varme i gulvet. Der er endvidere forældresoveværelse med walk-in closet og afdeling med vaskemaskine og tørretumbler. Mod skoven er der hyggelig og smukt anlagt gårdhave med bålsted. Man kan blive medlem af brolaug, hvor man herved har adgang til badebro.