Bernstorfflund Alle 42, 2920 Charlottenlund

Moderniseret villa på solrig grund i børnerigt kvarter i Charlottenlund

Området:

Bernstorfflund Allé er centralt beliggende med kort afstand til Dyrehaven og Bernstorffsparken, hvor der er rig mulighed for grønne oplevelser i naturen. Hertil kommer, at der ikke er langt til indkøbsstrøgene på Ordrupvej og Jægersborg Allé samt de rekreative områder ved Hundesømosen, Charlottenlund Badestrand og Charlottenlund Skov. Skovgårdsskolen, Ordrup Skole, samt Sankt Joseph Søstrenes Skole nås hurtigt på cykel.


Ejendommen:

På stille villavej i Charlottenlund ligger denne lille perle af en villa flot udlagt på den 567 m2 store grund. Villaen er trukket ind på grunden og orienteret mod syd. Der er såvel carport som garage - og en fin mur omkranser grunden mod vejen. Nuværende ejere har brugt tid, penge og mange tanker i deres modernisering af villaen, så man har optimeret lysindfaldet, pladsen og ønskerne for den moderne families leverum. Man modtages af en stenbelagt ankomst og en fin entré, der åbner sig op til et meget stort køkkenalrum og stuen, som er lagt sammen. Det betyder, at der er et vældigt genskin af gennemgående lys fra vinduerne. De lyse hvidpigmenterede trægulve, hvor der er indlagt varme, giver den besøgende et forstærket indtryk af lysindfaldet. Køkkenet er holdt i lyse elementer med rigelig bord- og skabsplads. Fra køkkenet er der adgang til bryggers, der også har udgang til forhaven. Stueforløbet indeholder såvel spiseafdeling som stueafdeling, hvor den hyggelige brændeovn drager. Der er dobbelte glasdøre ud til terrasserne og haven. Der er gang til værelsesafdeling med stort forældresoveværelse (opr. to værelser) med indbyggede skabe, samt endnu et værelse med skabe. Badeværelset er med væghængt toilet, smart bruseafdeling med Unidrain, vola-armaturer og smukke fliser med gulvvarme.